Dronninglund IF’s lilleputter samler ind

Dansk Røde Kors

02/10-2003

De forstår at bruge benene – lilleputterne fra Dronninglund IF. Normalt foregår det jo på græset med bold og dommer, men på søndag sætter lilleputterne ekstra fut i fødderne som indsamlere for Dansk Røde Kors.

Holdet, der er sponsoreret af Den Blå Avis, har valgt at samle aktivitetspoint som indsamlere, når der på søndag mellem klokken 11 og 14 skal samles ind til hjælpearbejdet. Landsindsamlingen går især til at sikre, at Røde Kors kan rykke ud med hjælp til ofrene for det kommende års katastrofer og er en vigtig del af støtten til hjælpearbejdet.

Til sammen tager lilleputterne ni ruter, men der er stadig mulighed for at følge fodbolddrengenes initiativ og selv gå en rute i Dronninglund og omegn.

– Det er virkelig en stor hjælp, at lilleputterne er kommet til, men der er stadig god brug for indsamlere. Vi mangler omkring 25 indsamlere, hvis vi skal hele kommunen rundt og især i området omkring Hjallerup er der en del ubesatte ruter, fortæller Inge Bisgaard fra Dansk Røde Kors i Dronninglund.

Hun understreger, at det sagtens kan blive en familieoplevelse at samle ind:
– Ruterne er tilpassede, så de kan nåes på tre timer i roligt tempo, og børn kan sagtens være med.Indtil de er 11 år, skal de bare have følgeskab af en forældre, mens de 11-18 årige – og dermed også lilleputterne – skal gå to og to, siger Inge Bisgaard.

Indsamlere kan tilmelde sig døgnet rundt på telefon 70 100 000, hvor det nærmeste mødested vil blive oplyst.

Yderligere oplysninger hos Inge Bisgaard på 96 47 03 05
eller hos Dansk Røde Kors’ kommunikationsafdeling på 35 25 92 00 – efter klokken 16 på 40 41 41 73



ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site